Gå til indhold

Tips og værktøjer til at regulere stress i hverdagen

I filmen her fortæller psykolog Susanne Pedersen om en række tips og tricks, som kan hjælpe dig til regulere stress i hverdagen.
Klik for at åben cookiepanel

Du kan ikke se videoer hvis du ikke har accepteret statistik cookies

Prøv forskellige metoder

Stress i hverdagen kan være en kombination af den situation, du står i og den måde, du reagerer på.

Det er forskelligt, hvad der virker og ikke virker, når man skal håndtere stress. Det drejer sig om at prøve forskellige ting og se, hvad der virker for dig. Det er også vigtigt, at du er tålmodig. Afprøv en metode flere gange og giv ikke op, selv om den ikke virker første gang. Du kan sammenligne det lidt med at lære at køre bil – der skal køres en del timer, før man får kørekortet i hånden. Derefter har de fleste brug for mange timer bag rettet, før man virkelig føler, at man kan køre bil.

Lev i nuet

Det kan for eksempel være en hjælp at leve mere i nuet. Det vil sige, at du koncentrerer dig om at være der, hvor du er lige nu og ikke tænker eller bekymrer dig for meget om, hvad der sker i morgen og i den næste tid. Fx hvis du er ude at gå en tur i solskinnet, så nyd det gode vejr, de indtryk du møder på din vej, og prøv at lade være med at tænke på, hvad der skal ske i morgen.

Tag tingene som de kommer

Det kan også være en hjælp at tage tingene mere, som de kommer. Du kan alligevel ikke kontrollere, hvad der sker i dit liv, så derfor kan man ligeså godt acceptere, hvad der kommer frem for, at man bekymrer sig meget om fremtiden.

Lyt til din krop

Når du i en periode føler dig ude af ligevægt, er det vigtigt, at du passer på dig selv. Det vil sige, at du for eksempel ikke overanstrenger dig, gaber over for mange gøremål, og påtager dig for meget ansvar. Lyt til din krop. Er du træt, så hvil dig eller kom ned tempo. Har du hovedpine eller smerter i nakke og skuldre, kan det være tegn på muskelinfiltrationer – og tegn på, at du har overanstrengt dig eller er stresset. Det kan eventuelt være en hjælp at lave daglige afslapningsøvelser. Du kan finde dem på CD eller på nettet.

Opvej negative følelser med positive

En anden måde at håndtere negative følelser på er at opveje dem med positive følelser. Positive følelser får du ved at finde og engagere dig i det, som gør dig glad, og giver dig energi. Det kan være alt fra at gå en tur i naturen, gå på museum eller i biografen, ringe til en god ven, se en god film og lignende.

Del dine følelser med andre

Det kan også hjælpe dig at dele dine følelser med andre. Hvis du går alene med dine tanker og bekymringer kan de komme til at fylde rigtig meget i din hverdag. Hvis du derimod deler dem med andre, får du luft for dine frustrationer eller bekymringer. Og det tager ofte noget af byrden.

Hold en pep-talk for dig selv

Derudover kan du føre en indre positiv dialog med dig selv – det kaldes også en pep-talk. Når du er i dårligt humør, har du en tendens til kun at se de negative sider af dit liv og det du gør. Med en pep-talk fokuserer du på alt det, du kan og alt det du gør godt. Giv dig selv et skulderklap hver gang noget lykkes – også selv om det blot er et lille skridt på vejen.

Tæl til 10

Hvis du har en kort lunte, kan det være et godt tip at tælle til 10, før du reagerer. Den tid det tager at tælle til 10 gør, at du falder mere til ro – og du får ikke sagt eller gjort noget overilet, som du senere vil fortryde.

Find det værktøj, der passer dig bedst

Det er ikke muligt at leve et liv uden stress, men det er muligt at finde værktøjer som kan hjælpe dig til at håndtere stress bedre. Det kan tage noget tid at finde ud af, hvad der virker for dig – for vi er jo forskellige som mennesker. Men både din krop og din psyke vil takke dig på den lange bane for at tage din stress alvorligt.