Gå til indhold

Madlede

Madlede eller nedsat appetit er almindeligt at opleve i forbindelse med alvorlig sygdom, og du kan derfor have svært ved at spise tilstrækkeligt. Måske taber du dig, selv om du synes, at du spiser normalt.
Klik for at åben cookiepanel

Du kan ikke se videoer hvis du ikke har accepteret statistik cookies

Madlede eller nedsat appetit er almindeligt at opleve i forbindelse med alvorlig sygdom, og du kan derfor have svært ved at spise tilstrækkeligt. Måske taber du dig, selv om du synes, at du spiser normalt.

Årsager til madlede

Der kan være forskellige årsager til, at du ikke har lyst til at spise. For eksempel vil flere former for medicin, blandt andet smertestillende og medicin mod depression, give fornemmelse af tørhed i munden eller nedsat produktion af spyt. En tør mund kan gøre det svært at tygge maden.

I forbindelse med alvorlig sygdom er det almindeligt at få svamp i mundhulen. Svamp i sig selv kan få maden til at smage af pap eller smage grimt. Svamp kan give kvalme og derved får du endnu mindre lyst til at spise. Desuden kan svamp give ømhed og svie i munden og vanskeligheder med at synke og tygge maden.

Sygdommen i sig selv kan nedsætte din appetit. Hvis du får kemoterapi, kan du få voldsom kvalme og opkastninger.

Hvis du får smertestillende medicin, som for eksempel morfin, kan du få forstoppelse, som kan give dig kvalme og nedsat appetit.

Hvad kan du selv gøre?

Der er også nogle ting, som du selv kan gøre for at fjerne eller lindre din madlede:

- Vær opmærksom på god mundhygiejne, hold din mund ren og gå til tandlæge, hvis du får problemer med at tygge, eller din protese ikke passer.

- Undersøg din tunge for belægninger. Henvend dig til lægen hvis du ser belægninger på din tunge eller på slimhinder i munden.

- Afprøv om der er sure eller søde mad eller drikke, der kan lindre din kvalme

- For nogle lindrer det kvalmen at spise syrlige bolsjer eller mintpastiller.

- Sørg for at du får behandlet en forstoppelse. Din læge kan ordinere afføringsmidler, hvis det er nødvendigt.

- Hvis du har vedvarende kvalme, der generer dig, kan du få din læge til at ordinere kvalmestillende medicin, som du enten kan tage fast eller bruge ved behov.

- Tal med din læge, om det er relevant at få ændret i din medicin.

- Måske kan det hjælpe at tage medicinen på en anden måde.

- Det er for eksempel ikke hensigtsmæssigt, hvis du har madlede eller kvalme at knuse medicinen og spise den sammen med ylette/yoghurt. I stedet bør du spise tabletterne hele.

- Hvis du har svært ved at sluge pillerne, kan du drikke dem sammen med noget flydende, som f.eks. mælk eller proteindrik – eller sammen med en skefuld honning. Her må du prøve dig frem, til du finder en metode, der hjælper dig.

Få hjælp

Du kan være i en situation, hvor du gennem en periode næsten ikke har kunnet spise, eller har tabt dig voldsomt, selv om du har spist, som du plejer. Hvis du har det sådan er det vigtigt, at du hurtigst muligt taler med en læge og en diætist.

En diætist kan vejlede dig og dine pårørende i forhold til den bedste ernæring til dig.

Se også: