Gå til indhold

Få mere ud af din samtale med lægen

Med den rigtige forberedelse kan du få mere ud af din samtale med lægen – og mere ro i maven. Få gode råd til, hvad du kan gøre før, under og efter mødet, så du husker det vigtigste og får svar på det, der betyder mest for dig.
Klik for at åben cookiepanel

Du kan ikke se videoer hvis du ikke har accepteret statistik cookies

Når du lever med (flere) sygdomme , er der meget at holde styr. Med egen forberedelse kan du få mere ud af samtalen – og mere ro i maven.
Her kigger vi på gode råd til tiden før, under og efter dit møde.

Før dit møde

Den gode forberedelse starter gerne et par dage før. Gode spørgsmål dukker nemlig sjældent op, lige når man har brug for dem.
  • Skriv ned, hvad du gerne vil tale om.
  • Lav en liste med de vigtigste emner og spørgsmål, du har tænkt på.
  • Skriv gerne løbende ned – for eksempel på din telefon eller en blok.
  • Kig dine noter igennem inden samtalen.
  • Måske kan du samle flere spørgsmål i ét, så I bruger tiden bedst muligt. 
Hvis du har flere sygdomme, kan det også være en god idé at forberede en kort sætning om din samlede situation. For eksempel: “Ud over det her, fejler jeg også …”

Under mødet

Start gerne med din korte sygdomsbeskrivelse. Brug dine nedskrevne noter og sig for eksempel: “Jeg vil gerne nå at tale om …”.
Du må også gerne stille andre spørgsmål som: “Hvad er din vurdering af min situation?” ; “Hvad skal der ske nu?” Til sidst kan du bede om en samlet opsummering, så du får alt med fra din samtale.

Efter mødet

Når du kommer hjem, er det en god idé at skrive planen ned med det samme, så det senere er lettere at huske, hvad der er aftalt.
Hvis du har mange aftaler, kan du samle dem ét sted. Det giver overblik og ro til andre ting i din hverdag.

Praktiske råd

Giv dig selv god tid til transport og til at finde frem. En lille pause inden samtalen kan give mere ro. Du kan også tage en pårørende med. Det kan være rart at være to om at lytte.
Hvis det er svært for dig at møde fysisk op, kan du tale med afdelingen om muligheden for at få samtalen som et videomøde.
Bliver din samtale et videomøde, så kan du finde gode råd i pjecen til det gode videomøde. Linket finder du under filmen her.
Husk: Din viden om din egen situation er vigtig. Når du er forberedt, bliver det lettere at få svar på det, der betyder noget for dig.