Det er stressende bare at komme frem

Hvis jeg har en dag, hvor jeg kan se i kalenderen, at jeg bare skal to steder – måske tre – så starter stressen allerede, når jeg står op.

Godt nok har jeg et handicapkort til bilen, og det er jeg glad for. Men handicappladserne er jo ikke altid ledige. Jeg har fået to ben, som ikke går helt vildt godt længere, så jeg er meget afhængig af at kunne komme så tæt på hoveddøren som muligt.

Det gør, at jeg er nødt til at planlægge mig ud af det, og jeg kører altid i rigtig god tid. Nogle gange smører jeg mig en lille klemme og tænker, at det er lige meget, fordi jeg ved, at jeg måske skal bruge tid på at finde en parkeringsplads.

Jeg gør også mig selv den tjeneste, at jeg har telefonnummeret til den afdeling, jeg skal op på. Jeg har flere gange været nødt til at ringe og sige: "Jeg kører rundt hernede og kan ikke finde en parkeringsplads, men jeg er på området, og jeg kommer så hurtigt, jeg kan."

Forleden sad jeg faktisk og talte efter. Jeg havde kontakt med 22 forskellige instanser over to år. Det var fuldstændig vildt.

Det fortæller også lidt om, hvor meget bilen kørte med mig. Nogle dage havde jeg to, nogle gange tre aftaler på én dag.

Det var ture fra Nykøbing Falster til Bagsværd, Roskilde, Herlev og Køge – til psykiater, diætist og mange andre steder.

Jeg levede ikke rigtigt dengang. Jeg forsøgte bare at overleve.

I dag er det anderledes. Jeg skal ikke alle de steder længere, fordi jeg har fået den hjælp, jeg havde brug for.

Nu kan jeg nøjes med en kontrol en gang om året eller en gang hvert halve år nogle steder.

Så lidt mere hverdag? Ja tak – det har jeg fået.