Gå til indhold

Hjælp i eget hjem

Hvis du ønsker at blive i dit eget hjem, kan du få hjælp fra kommunen, egen læge eller et palliativt team. De kan hjælpe dig med praktiske gøremål, lindrende behandling, råd og vejledning.
Klik for at åben cookiepanel

Du kan ikke se videoer hvis du ikke har accepteret statistik cookies

Hjælp fra kommune og andre

Hvis du ønsker at blive i dit eget hjem, kan du få hjælp fra kommunen med praktiske gøremål, og den daglige pleje og omsorg. Her vil du kunne tale med hjemmeplejen om de problemer, der måtte dukke op – og de vil kunne hjælpe dig med at finde den rette løsning på dit problem.

Desuden kan du være i tæt kontakt med din egen læge, og du kan lave en aftale om åben indlæggelse med den sygehusafdeling, hvor du evt. er tilknyttet.

Muligheder for plejeorlov

Familie eller venner kan få plejeorlov til at passe en nær pårørende med livstruende sygdom. Det kan enten være i den syges hjem, familiens – eller venners hjem.

Det kan være en krævende opgave at passe en døende i hjemmet, selv om kommunen skal stille hjemmehjælp til rådighed til pleje af den syge og til praktiske gøremål. Kommunen kan hjælpe med aflastning, så plejeren har mulighed for at holde fri. Det kan være nødvendigt, hvis der er tale om et længere forløb.

Nogle udgifter betales af kommunen

Udgifter til medicin, sygeplejeartikler, boligændringer og hjælpemidler betales i disse tilfælde af kommunen. Tanken er, at det ikke skal koste mere at blive plejet hjemme, end hvis man var indlagt på et sygehus. 

Mulighederne for hjælp fra et palliativt team

Nogle alvorligt syge kan i forløbet få symptomer, der er så svære at det kræver en specialiseret palliativ indsats. I den situation kan du blive tilknyttet et palliativt team, der i dagtimerne yder specialiseret lindrende indsats.

Et palliativt team er specialuddannet i at lindre plagsomme symptomer. Et palliativt team kan bestå af fx læger, sygeplejersker, fysioterapeuter, diætister, socialrådgiver, psykolog og præst. Du kan få råd og vejledning her og nu via telefonen, og du kan få besøg af dem i dit hjem eller i forbindelse med en indlæggelse på sygehuset.

REHPA er et Videnscenter for Rehabilitering og Palliation. Læs mere om videnscenteret her