Gå til indhold

Bivirkninger ved medicinsk kræftbehandling

Medicinsk kræftbehandling (herunder kemoterapi og antistofbehandling) kan have en række bivirkninger. Mennesker reagerer forskelligt på medicin, og derfor vil bivirkningerne også opleves meget forskelligt.
Klik for at åben cookiepanel

Du kan ikke se videoer hvis du ikke har accepteret statistik cookies

Forskellige bivirkninger

Den medicinske kræftbehandling virker i de fleste tilfælde på kræftsygdommen, uanset hvor den sidder i kroppen og uanset, at den måske sidder flere forskellige steder i kroppen. Behandling virker på kræftcellerne, men det kan ikke undgås, at den også påvirker kroppens normale raske celler. Det er derfor, at der kan optræde bivirkninger.

Hvilke bivirkninger der kan opstå, afhænger af, hvilken behandling, det drejer sig om. Mange behandlinger kan for eksempel give kvalme, træthed, hårtab, påvirkede slimhinder, diare og hududslæt. Knoglemarven kan også påvirkes, hvilket kan føre til nedsat immunforsvar under behandlingen og nedsat blodprocent. 

Inden behandlingen starter, vil lægen og sygeplejersken gennemgå alle bivirkninger med dig i detaljer og informere dig mere specifikt om den behandling og de bivirkninger, som er relevant for dig og dit behandlingsforløb. Du vil også blive tilbudt medicin, som modvirker generne fra nogle af disse bivirkninger.

Forskellige reaktioner på bivirkninger

Mennesker reagerer forskelligt på medicin, og derfor vil bivirkningerne også opleves meget forskelligt. Nogle vil være nødt til at være sygemeldt under behandlingen, mens andre klarer at passe arbejde og at have et næsten normalt liv.

De forskellige typer af bivirkninger kommer på forskellige tidspunkter under og efter behandlingen. Hvis der skal gives flere behandlinger, venter man almindeligvis med at give den næste behandling, indtil eventuelle bivirkninger tillader det. 

Lindring af bivirkninger

Bivirkningerne kan ofte lindres, og du kan i visse tilfælde også selv gøre noget for at lindre generne. De fleste bivirkninger forsvinder af sig selv gradvist, når behandlingen er slut. Det varierer dog meget, hvor lang tid der går, før de er helt væk.

Hvis bivirkningerne bliver alvorlige, kan det blive nødvendig med en indlæggelse. I nogle situationer kan bivirkningerne medføre:

- at styrken af den medicin man får, bliver sat ned
- at man får tilbudt en anden slags medicin eller
- at man helt stopper behandlingen

Bivirkningernes varighed

I nogle tilfælde kan bivirkningerne vare ved i længere tid og eventuelt blive mere kroniske.

Når du får medicin mod bivirkninger, vil du blive informeret om, hvordan det virker og hvordan det skal bruges. I den forbindelse vil du også blive informeret om, hvad du særligt skal være opmærksom på, og specielt i hvilke situationer du altid skal kontakte afdelingen eller ambulatoriet.

Det er vigtigt, at du tager bivirkningsmedicinen på de beskrevne tidspunkter, også selv om du ikke lige mærker bivirkningerne. Du skal også tage medicin til brug efter behov i god tid eller lige så snart, du mærker bivirkningerne - frem for at vente og se, om det går over.

Hvis du har svære bivirkninger, skal du ikke gå derhjemme og tænke, at det nok går over. Du skal altid kontakte din afdeling eller ambulatorium eller egen læge, hvis du får temperaturforhøjelse eller andre tegn på infektion.

Vær opmærksom på dine bivirkninger

Du skal huske at gøre opmærksom på de bivirkninger, du har eller har haft, når du kommer til fortsat behandling. Det kan være en god ide at skrive de ting ned, som du vil tale med lægen og sygeplejersken om, så du er sikker på, at I får talt om det.

Det kan også have betydning for dit velvære, at du holder dig i gang og får dig rørt hver dag. Mange oplever, at motion har effekt på kvalme, muskelsmerter og træthed.

Her på Helbredsprofilen kan du også finde flere film om, hvad du selv kan gøre for at lindre gener som madlede, kvalme og diarré.

Nb. Vær opmærksom på, at denne film om bivirkninger er meget generel. Du vil altid få en mere specifik information om din behandling og bivirkninger, inden du skal starte på en behandling.