Gå til indhold

Hjemmemonitorering af ICD-enhed

Alle patienter, som har fået indopereret en ICD-enhed tilbydes at få en monitoreringsboks med hjem, som overvåger, at ICD-enheden fungerer korrekt, og at der ikke er noget galt med din hjerterytme.
Har du/ får du det meget dårligt, skal du dog stadig kontakte 112, vagtlæge – alternativt din egen læge, da boksen ikke slår alarm om din tilstand, men kun registrerer data.
Klik for at åben cookiepanel

Du kan ikke se videoer hvis du ikke har accepteret statistik cookies

Introduktion til hjemmemonitoreringsudstyret

I hjerteambulatoriet introducerer sygeplejerske Jane Hübertz Petersen hjemmemonitoreringsudstyret til en patient, som den foregående dag har fået indopereret en ICD-enhed. Lisbeth Skov Nielsen viser, hvor dataene fra monitoreringsudstyret og IDC-enheden modtages. 

Monitoreringsboksen

Patienter, som skal hjemmemonitoreres, får en boks med hjem. Boksen opsamler oplysninger om patientens hjerterytme og ICD-enhedens aktivitet. Alle disse informationer sendes trådløst til hospitalet én gang i døgnet. Hvis der er noget galt med hjerterytmen eller med ICD-enheden kan personalet se det på de informationer, som de modtager, dog med ca. et døgns forsinkelse.

Boksen skal tilsluttes strøm

Når man har fået boksen med hjem, skal den tilsluttes en stikkontakt. Hvis strømmen på et tidspunkt afbrydes, gør det ikke noget. Så tilslutter du blot boksen igen, når strømmen er tilbage. Du kan også sagtens afbryde strømmen til boksen for en kortere periode, hvis du skal flytte boksen til en anden placering.

Boksen kobles trådløst til din ICD-enhed

Inden du udskrives fra hospitalet, indstilles boksen til kun at kunne modtage information fra din ICD-enhed og ikke andres, som måtte komme i nærheden af boksen.

Boksen skal stå i dit soveværelse, fordi den sender informationerne trådløst om natten. Der sidder et hukommelseskort i ICD-enheden. Det betyder, at selv om du ikke er i nærheden af boksen i flere døgn, registreres dine data, indtil du kommer i nærheden af boksen igen, som herefter sender data videre til hospitalet.

Giv sygehuset besked, hvis du er væk fra boksen i længere tid!

Hjerteambulatoriet registrerer, hvis din ICD-enhed ikke har kontakt med boksen over længere tid - og de ikke modtager nogle data. Hvis du for eksempel tager på ferie, hvor ICD-enheden ikke har kontakt med boksen, vil hospitalet gerne have besked. I hjerteambulatoriet hos Jane Hübertz Petersen beder man patienterne give besked, hvis de er væk mere end 3 uger. Andre afdelinger kan have andre retningslinjer. Hospitalet vil typisk sende dig et brev om, hvis de ikke modtager nogle data fra boksen.

Boksen er ikke en akut alarm!

Boksen indsamler kun tekniske data fra din ICD-enhed og kan ikke bruges i en akut situation til at afsløre, at noget er galt. Boksen sender kun informationer om ICD-enheden én gang i døgnet (om natten). Personalet ser derfor informationerne fra ICD-enheden med ca. et døgns forsinkelse. Boksen skal derfor ikke opfattes som en akut alarm, der giver hospitalet direkte besked, hvis der er noget galt.

Derfor er det meget vigtigt, at du selv reagerer på, hvordan du har det. Har du det meget dårligt, skal du kontakte 112, vagtlæge – alternativt din egen læge.

Kontrolbesøg i ambulatoriet

Selv om du bliver hjemmemonitoreret, skal du stadig komme ind til kontrol på hjerteambulatoriet. Første gang er typisk 3 mdr. efter, at du har fået indopereret din ICD-enhed. Og hvis alt er i orden ved dette kontrolbesøg, skal du først komme igen efter 2 år. Disse retningslinjer kan dog være forskellig fra hospital til hospital.

Hvis de indsendte data fra boksen indikerer, at noget er galt, vil du blive indkaldt tidligere til yderligere kontrolbesøg.

Du får en vejledning med hjem

Du får en vejledning med hjem fra hospitalet, hvor du kan læse alt om boksen, og hvordan den virker. Hvis du er usikker på, om boksen virker, når du er kommet hjem, kan du kontakte ambulatoriet. De kan tjekke, at alt er, som det skal være. 

Data fra boks og ICD-enhed sendes til hospitalet

Sygeplejerskerne på hjerteambulatoriet sidder hver dag og kontrollerer de data, som de modtager fra alle patienter, der har hjemmemonitoreringsudstyr. Hvis de ser, at din hjerterytme ikke er, som den skal være, kontakter de dig.