Depressionen skal ikke styre mit liv

En lettelse at få diagnosen

Da Ida fik diagnosen, var det en lettelse for hende. Også fordi hun selv havde overvejet muligheden, og nu fik hun vished.

”Jeg har altid tænkt tanken - også da jeg var helt ung – fordi jeg har altid interesseret mig for psykologi. Det var faktisk bare meget rart at få at vide, at det er det, du fejler.” 

Hellere en depression end noget andet

Hun havde gået og været bekymret for, om hun monstro kunne fejle noget andet.

”Nogle gange tænkte man også: Har jeg en personlighedsforstyrrelse eller ét eller andet? Så det var faktisk meget rart at få at vide, at det er depression. Og det kan der gøres noget ved.” 

Er hverken sårbar eller sart

Siden Ida fik sin første depression, har hun ændret synet på sig selv. Engang så hun sig selv som sårbar og sart, men den kognitive terapi har ændret den opfattelse.

”Inden jeg fik den kognitive terapi, tænkte jeg også selv, at jeg var lidt sårbar, og jeg var lidt sart. Og der var ting, jeg ikke kunne, som andre kunne. Sådan ser jeg ikke mig selv i dag. Der har været masser af op- og nedture i mit liv, og dem har jeg jo klaret ligesom alle andre.” 

Depressionen skal ikke styre mit liv

Hun har erfaret, at depressionen kan risikere at komme snigende, hvis der er for mange ting, der ramler sammen på én gang i hendes liv. Men hun har også besluttet sig for, at depressionen ikke skal styre hendes liv.

”Der er bare nogle gange, når der er for mange ting på én gang, der ramler sammen, så kan det godt være, at den der depression kan komme snigende. Men jeg er også stædig som person. Jeg har bestemt mig for, at de her depressioner skal ikke styre mit liv.” 

Vil ikke tage medicin resten af livet

Ida er heller ikke en person, der lader sine behandlere diktere, hvad hun kan eller ikke kan.

”Da jeg fik at vide, den ene af gangene hos en psykiater: ”Jeg tror, at du skal tage medicin for altid”. Da sagde jeg til ham: ”Nej, det kan du godt droppe. Det kan godt være, at det ender med det, men jeg skal i hvert fald først prøve, om jeg kan klare mig uden. Der har det jo vist sig, at det kan jeg sagtens.” 

Folk lægger ikke mærke til min sårbarhed

Folk kan ikke se på hende, at hun skulle være mere sårbar end andre.

”Det er ikke noget, folk lægger mærke til, at jeg skulle være mere sårbar end andre, når de møder mig, hvis ikke de kender mig i forvejen.”