Min facade krakelerede til sidst

Holdt en facade

Bokja ville ikke have, at nogen vidste, hvordan hun egentlig havde det. Efterhånden som presset fra forventninger til hende selv blev større og større, begyndte facaden at krakelere:  

”Den facade, som jeg havde haft hele mit liv, begyndte at krakelere lidt. Jeg har skulle holde så meget sammen på mig selv hele mit liv og være den, som jeg troede, at jeg skulle være. Der var ikke nogen, der forlangte det af mig overhovedet. Det var bare sådan jeg troede, at jeg skulle være. Være stærk og klare alting, og det magtede jeg bare ikke mere.”

Passede hus og hjem

Det har altid været hende, der passede hus og hjem, lavede mad osv. Det er et arbejde hun godt kan lide det, og det er noget, som hun har holdt fast ved at gøre. Og så holdt hun fast ved at være der for børnene: 

”Jeg holdte også fast i, at jeg skulle være noget for mine børn dvs. støtte deres sport, selvom jeg havde det skidt.” 

Svært for hendes mand at forstå

Det var rigtig svært for hendes mand at forstå, at hun havde det så skidt. Det var svært for ham at forstå, at hun ikke bare kunne klare tingene – og især at hun havde så dårlig en hukommelse. 

”Han havde svært ved at finde ud af, hvordan han skulle hjælpe mig. Jeg vidste heller ikke helt, hvordan han skulle hjælpe mig.”

Til sidst kunne hun ikke mere

Da hun blev syg havde hun en forventning til sig selv om at både skulle være mor, kæreste, kone og kollega. Én der klarede det hele. 

”Vi har haft nogle rigtigt hårde år, for jeg tænkte at jeg skulle være mor, kæreste, kone og kollega. Men jeg kunne ikke til sidst.”