Gå til indhold

Pas godt på dig selv

Det er vigtigt at passe på dig selv for at bevare et godt helbred - også det psykiske helbred. Flere sygdomme påvirkes af din livsstil som for eksempel søvn, motion og mad. Hvis du har sunde vaner, hjælper du krop og sind med at have det godt.
Klik for at åben cookiepanel

Du kan ikke se videoer hvis du ikke har accepteret statistik cookies

Livsstil og helbred

Du skal passe godt på dig selv. Nogle gange glemmer vi det bare i en travl hverdag.

Mange sygdomme påvirkes af livsstil – det gælder også psykisk sygdom. Livsstil som søvnvaner, motion, mad, rygning og alkohol kan for eksempel påvirke helbredet. Det, at vi tager hensyn til kroppens behov og psykiske velbefindende, er ikke nødvendigvis nok til at gøre eller holde os raske, men det er et stort skridt på vejen.

Søvn helbreder!

Søvn er for eksempel vigtig, fordi vi genoplader både krop og psyke, når vi sover. Du skal derfor helst sove 7-8 timer hver nat for at få sovet ud. Børn og unge har brug for mere – ældre ofte for mindre.

Vær også opmærksom på kvaliteten af din søvn. En god søvn betyder, at du falder i en dyb søvn uden at vågne mange gange, at du vågner udhvilet om morgenen og ikke er ved at falde i søvn gentagne gange i løbet af dagen.

Hvis du kan, er det bedst at undgå sovemedicin, da mange typer af sovemedicin skaber afhængighed. Det allerbedste er også at falde i søvn af sig selv – og det giver ofte en bedre søvn. Sovemedicin skal helst kun bruges i korte perioder, hvor du er særligt belastet. Men det kan være nemmere sagt end gjort, hvis du karter rundt i sengen, tankerne kører rundt, og du ikke kan finde ro. 

Nogle kan hjælpe søvnen på vej ved at meditere, lave mindfulness øvelser inden sengetid eller tage et varmt bad.

Søvnproblemer kan godt være det første tegn på, at du ikke har det godt og ikke trives. Søvnproblemer i længere tid kan ligefrem være tegn på, at du er på vej til at blive syg eller få et tilbagefald af sygdom. Kontakt derfor din læge, hvis du er bekymret for dit helbred, så du kan bremse et eventuelt udbrud eller tilbagefald af sygdom.

Motion gør godt!

Motion er en nem og billig måde at opnå velvære på og kan gøres på et utal af måder. Blot 30 minutter om dagen kan gøre, at du føler dig markant bedre tilpas. Og det behøver ikke være sprint, vægtløftning eller maratontræning. En rask gåtur, svømmeture eller boldspil kan sagtens gøre forskellen.

For nogle mennesker med psykisk sygdom virker motion lige så godt som medicin – og det har ingen bivirkninger. Derfor bruges motion også på mange psykiatriske afdelinger som en del af behandlingen af psykisk sygdom. Og det kan både bruges forebyggende og som behandling.

Vær desuden opmærksom på at motion i naturen er særlig godt, fordi de grønne farver, lydene og vinden i håret virker beroligende på mange, og det giver en naturlig træthed, som hjælper til en god nats søvn. Det er også med til at reducere stresshormonerne og følelsen af angst.

Afspændingsøvelser, yoga eller kropsbevidsthedsøvelser kan også hjælpe til at finde ro. Desuden kan motion være med til, at du undgår at tage på i vægt.

Spis sundt!

Sund mad er en anden ting, som er med til at holde os raske. At spise sundt handler ikke blot om at spise sunde fødevarer, men også at spise varieret og ikke spise eller drikke mere end man kan nå at forbrænde. Sund mad giver energi, hjælper på humøret og bremser humørsvingninger.

En tommelfingerregel i forhold til at spise sundt kan være at spise tre gode måltider om dagen, som indeholder frugt, rigeligt af grøntsager, godt med fuldkorn, fisk og magert kød.

Medicin kan påvirke din vægt!

Det er desværre sådan, at noget af den medicin, man bruger mod psykisk sygdom, kan føre til, at man tager på i vægt, hvis man ikke er påpasselig med, hvad man spiser. Det gælder for eksempel den medicin, som bruges til behandling af psykoser og i nogle tilfælde også depression.

Hvis du oplever at tage på, kan du få hjælp af din praktiserende læge, en diætist eller andre, som behandler din psykiske sygdom. Tilstrækkelig med motion og den rette mad holder din vægt i skak.

Ændre kun en vane ad gangen!

Det er hårdt at ændre vaner. Hvis du gerne vil ændre vaner, er det ofte en god idé at udvælge blot en ting, som du mener, du vil have lettest ved at gennemføre. Det giver størst chance for succes. Og det kan måske give dig lysten til at gå i gang med at ændre en anden vane.

Husk at alle indsatser mod at få det bedre har betydning - uanset om du går en tur, løber flere kilometer eller blot nedsætter dit forbrug af chips og sodavand. 

Begynd i det små og gå videre derfra! 

Og husk at rose dig selv, når noget lykkes for dig. Det er med til, at du får lyst til at fortsætte med at ændre vaner.