Gå til indhold

Selvmordstanker er en del af depressionen

Ida Pedersen har haft gentagne depressioner i sit liv. Med depressionerne fulgte også selvmordstanker – og et selvmordsforsøg, som heldigvis mislykkedes. I dag ved hun, at de mørke tanker er midlertidige, og at de forsvinder, når depressionen letter.
Klik for at åben cookiepanel

Du kan ikke se videoer hvis du ikke har accepteret statistik cookies

En del af en depression

For Ida har selvmordstanker været en del af hendes depressioner. Og hun har oplevet mange selvmordstanker. 

Jo sværere depressionen er, jo værre bliver de der selvmordstanker også. Det bliver sådan nogle tanker, der bare kommer hele tiden. Det bliver som ét eller andet bånd, der bare kører oppe i ens hoved, at man egentlig ikke har lyst til at være her, og at det også bare kan være lige meget det hele.” 

En følelse af ingen vej tilbage

Som en følge af depressionen kommer også følelserne af håbløshed og opgivenhed.

Man føler også, at der ikke er nogen vej tilbage til det liv, man havde. Derfor kunne man lige så godt stoppe med at have noget liv. Hvis man skal gå og have det der frygtelige tungsind hele tiden, er det jo slet ikke til at overkomme.” 

Tankerne kører hele døgnet

Idas selvmordstanker var der hele tiden. Det gjorde det svært at sove – og hun kunne ikke gå forbi genstande eller steder uden at tænke på, hvordan de kunne bruges til at begå selvmord.

Tankerne kører jo hele døgnet. Det er jo ikke sådan så man får ro om natten. Det er bare tanker, der kører hele tiden. For mig kunne det være sådan noget med, at jeg ikke kunne gå forbi nogle skarpe genstande. Jeg kunne ikke gå over broen over togene nede på stationen uden at kigge ned og tænke: De der toge kunne faktisk stoppe al den her ubehagelighed, der kører rundt oppe i mit hoved. Det er utroligt skræmmende og ubehageligt.” 

Ens hjerne overtager styringen

Hun oplever som, at hendes hjerne overtager styringen af, hvad hun tænker på.

Selvom man gerne ville tænke på noget andet, popper det bare op og vil ikke stoppe. Det er virkelig frygteligt.” 

Forsøgte selvmord som 16-årig

Ida var kun 16 år første gang, hun havde selvmordstanker – og forsøgte at begå selvmord. Det mislykkedes dog heldigvis.

Dengang var tankerne så styrende, at jeg ikke troede, at der var nogen som helst vej ud af de her tanker - og noget andet, jeg kunne gøre i stedet for. Heldigvis lærte jeg jo efter det selvmordsforsøg, som jeg med nød og næppe overlevede, at der vil jeg ikke være igen.” 

Det er muligt at komme videre

I dag ved hun godt, at en depression kun er midlertidig, og at den på et tidspunkt vil lette.

Jeg ved jo, at der vil komme gode tider igen. Der er jo ikke nogen, der vil opleve et liv, der kun er ren elendighed hele tiden. Det er jo godt at vide, at lige meget hvor sort tingene ser ud, kan man komme videre. Det vil lette en dag, og man vil kunne finde sine ben i livet.”