Gå til indhold

Hvordan behandler man et fodsår?

Hvis du opdager et sår eller en forandring på dine fødder, er det vigtigt, at du straks får det vurderet af din læge, sygeplejerske eller fodterapeut.

Det kan være en vabel, revne eller et sår. Fagpersonen vil undersøge, hvad der er galt og lægge en plan for behandlingen. Ofte vil du blive henvist til et sygehus med et specielt fodteam.
Klik for at åben cookiepanel

Du kan ikke se videoer hvis du ikke har accepteret statistik cookies

Årsag til såret

I skal sammen finde frem til, hvordan såret er opstået. Et sår på foden opstår oftest på grund af tryk eller et traume på foden, som hurtigt kan udvikle sig, hvis din følesans er nedsat. Det kan for eksempel være, hvis dine sko gnaver eller hvis du går rundt med en sten i skoen. Når I kender årsagen til skaden, kan I måske fjerne den, og dermed sikre, at skaden ikke udvikler sig yderligere.

 

Aflastning af såret

Når dit sår skal hele, skal det have ro og aflastes. Det betyder, at der ikke må være noget, som trykker på såret, når du står og går. Måske skal du gå i nogle specielle sko eller have et indlæg. Det får du udleveret på hospitalet. Måske skal du, for en periode, holde dig i ro.

 

Betændelse i såret

Hvis der er rødme, hævelse eller pus fra dit sår, kan det skyldes betændelse. Du får derfor taget en bakterieprøve fra såret. Det kalder vi for en podning. Oftest vil du efterfølgende blive sat i behandling med antibiotika. Dit sår skal renses grundigt. Hvis der er dødt væv eller hård hud i eller omkring såret, er det vigtigt, at det fjernes og beskæres af en fagperson. Så kan såret hele både fra bunden og fra kanterne.

Du får også undersøgt dybden på dit sår med en lille sonde. Hvis dit sår er dybt, vil et røntgenbillede afsløre, om der er knoglebetændelse.

Du får et plaster eller en forbinding på, som holder såret rent og beskytter det mod betændelse.

 

Behandlingsplan

Din behandler lægger en plan for, hvor ofte dit sår skal tilses og have behandling.  Din behandler lægger også en plan for; hvor ofte du skal gå til fodterapeut og om du skal have en hjemmesygeplejerske til at behandle dit sår derhjemme.

Det er utroligt vigtigt, at du følger planen og væbner dig med tålmodighed. Jo mere du passer på dit sår og tager dine forholdsregler, jo hurtigere vil dit sår hele. 

 

Kilde

Filmene om diabetes er udviklet i et samarbejde mellem Region Sjælland og landets fem Steno Diabetes Centre og Diabetesforeningen.