Gå til indhold

Dét, der er vigtigt at få talt om

Merethe Hallingskog og Henrik Balch er gift. Han har uhelbredelig kræft. Der er mange praktiske og følelsesmæssige ting, der skal tales om, inden Henrik dør.
Klik for at åben cookiepanel

Du kan ikke se videoer hvis du ikke har accepteret statistik cookies

Alle de praktiske ting er på plads

Merethe fortæller, at der er mange praktiske og følelsesmæssige ting, det har været vigtige at få talt igennem. Og hun synes efterhånden, at de har nået at få talt om det meste.

Det har blandt andet været vigtigt for Merethe at tale om, hvordan hun skulle klare at blive boende. Hun vil nødigt smides på gaden, når hun bliver alene. Derfor har det været vigtigt at få nogle økonomiske ting på plads. De har også sørget for, at testamentet er i orden. Og de har fået talt om, hvad der skal ske omkring begravelsen.

De har også fået talt om, at Henrik gerne vil dø hjemme - og at de vil gøre alt for, at det kan lade sig gøre. Samtidig har de også talt om, at hvis Merethe ikke kan klare det, så er det også i orden. Hun forventer dog, at hun vil kunne klare det med den praktiske hjælp, hun får udefra.

At tale om døden

Henrik synes ikke, at det har været specielt svært at tale om døden. De ved begge, at han skal dø, så derfor er der nogle konkrete ting, som de er nødt til at forholde sig til. For som Henrik siger: 'Hvis man ikke forholder sig til det, som gør ondt - og er ækelt, så får man ikke snakket om økonomien, begravelsen mv. Hvis man ikke kan lide at snakke om det, får man aldrig talt om det'.

Han mener, at det kan blive meget kunstigt, hvis man hele tiden taler udenom - eller foretrækker at tale om noget andet. Dermed taber man efter hans mening en masse på gulvet. Henrik tror på, at det er meget vigtigt, at man tør sætte ord på alt det, som er meget smertefuldt.

Bange for sin egen reaktion

Merethe har også fået talt om angsten for sin egen reaktion over Henriks død. Hun er for eksempel bange for, at hun vil isolere sig og kun ønsker at dø. Derfor har de givet børnene nøgler til huset, og aftalt, de alle sammen skal være opmærksomme på Merethes reaktion, når den tid kommer. 

Hun er også bange for, at hun vil bryde helt sammen under begravelsen. Det har de talt med børnene om, så hendes søn er opmærksom på at passe på hende. Det gør det lidt mindre skræmmende, når man ved, at der er nogle til at tage sig af en.