Gå til indhold

Pas på dine tænder, når du har knogleskørhed

I denne video kan du få gode råd til, hvordan du kan forebygge død kæbe.
Du kan også høre mere om, hvad du skal være opmærksom på før behandlingen, under behandlingen og efter behandlingen med knoglestyrkende medicin.
Klik for at åben cookiepanel

Du kan ikke se videoer hvis du ikke har accepteret statistik cookies

Oplys om din knogleskørhed og medicin

Hvis du får medicin mod knogleskørhed, skal du være opmærksom på at medicinen kan give risiko for at få såkaldt død kæbe, eller det, de tandfaglige kalder osteonekrose. Risikoen er heldigvis lille, og der er meget, du selv kan gøre, for at undgå at det sker. 

Før du påbegynder behandling for knogleskørhed, er det en god idé at få en grundig undersøgelse hos din tandlæge.

Fortæl altid din tandlæge eller tandplejer om din knogleskørhed og medicinbrug.

Det er vigtigt, at du undgår at skulle have trukket tænder ud eller opereres i munden, når du tager knoglestyrkende medicin. 

Tal med din tandlæge om, hvordan du bedst kan undgå at skulle have trukket tænder ud, eller lavet andre operationer i munden, både under og efter du får medicin.

Det er vigtigt, at du passer godt på dine tænder og renser dem grundigt hver dag. Det samme gælder, hvis du har protese. 

Gå regelmæssigt til tandeftersyn og tandrensning

Hvis du har betændelse i tandkødet, skal du have efterset og renset dine tænder mindst to til tre gange om året.

Bruger du tandproteser, er det vigtigt, at de passer, så du ikke får tryksår i munden. Tryksår kan give død kæbe. Spørg din tandlæge eller tandplejer om dine proteser skal justeres. 

Når du ryger heler, dine sår langsommere. Derfor er det en god idé, at holde op med at ryge, før du begynder behandlingen.

Når behandlingen er i gang, er det stadig vigtigt med en god mundhygiejne og/eller protesehygiejne.

Hold øje med om sår heler

Hvis du har fået trukket en tand ud eller er blevet opereret i munden, er det vigtigt at få kontrolleret, at såret heler, som det skal.

Er såret ikke helet 4 uger efter, du har fået trukket en tand ud eller er blevet behandlet for tryksår efter tandproteser, skal du henvises til en kæbekirurgisk afdeling på et hospital.

Hvis du har været behandlet med knoglestyrkende medicin i over 4 år, bør du gå til en specialtandlæge eller kæbekirurg, hvis du skal have trukket en tand ud eller opereres i munden. Det anbefaler Styrelsen for Patientsikkerhed.

Fortæl altid tandlægen eller tandplejeren, at du har knogleskørhed og hvilken medicin, du får eller har fået - også selvom du ikke længere tager medicin. Det er vigtigt, fordi medicinen bliver i kroppen i lang tid efter, at behandlingen er afsluttet.

Fortsæt med regelmæssige tandeftersyn og tandrensning hos din tandplejer eller tandlæge. Mindst 2 til 3 gange årligt, hvis du har betændelse i tandkødet.

Har du tandprotese, skal det kontrolleres regelmæssigt, at den sidder rigtigt. Din mund og slimhinder skal også kontrolleres regelmæssigt.

Hvis du er meget tør i munden, kan du tage spytstimulerende produkter, og få recept på ekstra fluoridtandpasta, som forebygger huller i tænderne.

Tal med din tandbehandler om hvilken løsning, der passer bedst til dig.