Gå til indhold

Hvad er epidural?

Epidural er en lokal rygbedøvelse, der er god til at lindre stærke smerter.

Du kan få epidural som smertebehandling før og under en operation og under en fødsel. Nogle kalder den for rygmarvsbedøvelse. Det er dog ikke korrekt, da bedøvelsen ligger uden for rygmarven.
Klik for at åben cookiepanel

Du kan ikke se videoer hvis du ikke har accepteret statistik cookies

Når du skal gennem en større operation, skal du ikke have stærke smerter. Du kan få anlagt rygbedøvelse før operationen, men du kan også få den i dagene efter operationen, hvis du har et stort behov for smertelindring. Det hjælper både på din behandling efter operationen, og gør at du kommer dig hurtigere.

Rygbedøvelsen bruges også, hvis du skal føde, da den kun bedøver et stykke af underkroppen.

Hvordan får jeg epidural?

Når lægen lægger epiduralen, kan du sidde op eller ligge ned på siden. Det vigtigste er, at du krummer ryggen sammen for at give mere plads mellem ryghvirvlerne. Lægen vasker området på ryggen to gange, så du undgår at få infektioner. Bagefter dækker lægen området af, og bedøver din hud. Lægen stikker en nål ind mellem to ryghvirvler i den nederste del af ryggen.

Gennem nålen placerer lægen et tyndt kateter og fjerner nålen igen. Lægen sprøjter lokalbedøvelse ind i din ryg for at bedøve nerverne i din underkrop.

Du kan få bedøvelsen enten én gang med en sprøjte gennem kateteret eller i længere tid som drop igennem en pumpe. Du vil hele tiden kunne mærke, at der bliver rørt ved dig. Men du vil ikke føle smerte.

Bedøvelsen begynder at virke efter 10-20 min. Lægen tester at bedøvelsen virker, inden operationen starter.

Hvilke fordele har jeg af en epidural bedøvelse?

  • Du har mindre brug for andet smertestillende medicin bagefter.
  • Du får også mindre risiko for at få lungebetændelse og blodpropper.
  • Du er hurtigere på benene igen og har kortere genoptræning.

Hvilke bivirkninger kan jeg risikere at opleve?

Der kan godt være bivirkninger ved epidural. Du kan få:

  • problemer med at lade vandet
  • hudkløe,
  • kvalme og opkastninger,
  • fald i blodtrykket
  • hovedpine.

Ved en fødsel kan det desuden betyde, at fødslen varer lidt længere. Det kan også betyde, at du skal have ekstra overvågning under veerne. Dog giver en epidural ikke større risiko for kejsersnit.