Gå til indhold

Forberedende samtale før operation

Før en operation skal du have en samtale med lægen, så du får den rigtige form for bedøvelse.
Klik for at åben cookiepanel

Du kan ikke se videoer hvis du ikke har accepteret statistik cookies

Godt at vide før du skal opereres

Du skal have en forberedende samtale med narkoselægen inden din operation.

Under samtalen finder lægen frem til den bedøvelse, der er bedst for dig.

I skal tale om 3 ting:

  • Lægen vil gerne vide mere om din sygehistorie og sammen gennemgår I din journal.
  • Lægen undersøger dig for at se efter de ting, der har betydning for bedøvelsen.
  • Lægen lægger til slut en plan for bedøvelsen under operationen.

Samtalen kan også ske telefonisk eller virtuelt som videoopkald.

Hvornår taler jeg med narkoselægen?

Det er forskelligt, hvornår du taler med narkoselægen:

  • Hvis du er sund og rask og der er tale om en mindre operation, taler du måske først med narkoselægen på operationsgangen, lige før du skal opereres.
  • Hvis din operation er planlagt og der er tale om en større operation, har du samtalen noget tid før operationen.
  • Hvis du skal opereres akut, kommer narkoselægen op på afdelingen og taler med dig lige inden operationen.

Har du været bedøvet før?

Narkoselægen spørger dig om ting, som personalet skal vide og tage højde for under narkosen. 

Din journal kan også indeholde oplysninger, som kirurgen vil have, at vi skal tage hensyn til under bedøvelsen. Det kan fx være kroniske sygdomme, allergi og medicin. Det kan også være din tidligere erfaring med bedøvelse, hvor lægen skal høre om du:

  • Har oplevet kvalme eller været utilpas.
  • Har haft andre problemer ved tidligere bedøvelser.
  • Kan huske noget fra en tidligere operation eller var længe om at vågne.
  • Tager medicin til dagligt. 

Så skal du måske fortsætte med at tage noget medicin og holde pause med noget andet.

Hvilke undersøgelser skal jeg igennem før en operation?

Lægen gennemgår dit EKG, som viser hjerterytmen. Det kaldes også for hjertekardiogram. Lægen kigger på svar på dine blodprøver. Det kan være at du har fået taget røntgen af din brystkasse for at se lunger og hjertet, og lægen ser dem. Måske lytter lægen også på dit hjerte og lunger.

Hvis du skal i fuld bedøvelse, undersøger narkoselægen dine luftveje for:

  • Hvor meget du kan bevæge din nakke
  • Hvor meget plads der er i din hals
  • Hvor højt du kan gabe
  • Dine tænders tilstand. Det er vigtigt med god mundhygiejne før en operation.

Er der en plan for faste og medicin før operationen?

Narkoselægen gennemgår planen for din bedøvelse fra før bedøvelsen og til opvågningen efter operationen, så du ved hvad der skal ske, og hvordan du forbereder dig. 

Lægen husker dig på, hvornår og hvor længe du skal faste, og hvor længe du må drikke væske inden operationen. Det er for at undgå, at indhold fra maven kommer ned i lungerne.

Du får at vide, hvilken daglig medicin du skal fortsætte med at tage, og hvad du skal holde pause med. Noget medicin kan have betydning for bedøvelsen. Det kan være, at du skal have medicin mod smerter eller kvalme inden operationen.

Hvilken bedøvelse er bedst for mig?

Sammen med lægen afgør I, hvilken bedøvelse, der er bedst for dig. Du kan være lokalbedøvet og vågen under operationen eller du kan være fuld bedøvet. Det kan også være en kombination.

Du får også at vide, hvordan dine værdier bliver overvåget, og du får drop til væske og medicin. 

Dine værdier kan være:

  • Din puls
  • Dit blodtryk
  • Din hjerterytme
  • Din vejrtrækning
  • Din iltmætning som viser hvor gode dine lunger er.

Hvor meget personale møder jeg på operationsstuen?

Der kan være mange opgaver under en operation, og derfor også mange personer på operationsstuen. Lægen fortæller, hvilket personale du vil møde på operationsstuen. 

Hvornår kommer jeg til opvågning efter operationen?

Når operationen er slut, slukker sygeplejersken for sovemedicinen og du bliver vækket på operationsstuen. 

Du vil måske først huske noget, når du ligger på opvågningen.

Her vil sygeplejerskerne fortsætte med at overvåge dine værdier, indtil du er klar til at komme tilbage til den afdeling, du kom fra. 

Hvornår kommer jeg hjem efter operation?

Hvis du er helt færdig med behandlingen, kan du måske komme hjem samme dag. Sørg for at have planlagt transport hjem med en voksen pårørende. Du kan have nedsat reaktionsevne og må derfor ikke selv køre. 

Sørg også for at have en voksen hjemme hos dig det første døgn. Du kan blive dårlig, når du er kommet hjem efter en operation.