Når livet forandrer sig med multisygdom
At blive kronisk syg kan vælte hverdagen og tage tid at vænne sig til. Se, hvorfor du godt kan have et liv med glæde og overskud – selv med begrænsninger – og hvorfor det er vigtigt, at nogen har det samlede overblik over din behandling.
Klik for at åben cookiepanel
Du kan ikke se videoer hvis du ikke har accepteret statistik cookies
Hvis du har mere end én kronisk sygdom, lever du med multisygdom.
Hvorfor kan det være svært at vænne sig til at være syg?
Det kan være svært at vænne sig til tanken om, at du er blevet syg – især hvis du altid har klaret dig selv.
Når du får en sygdom, som du skal leve med i lang tid, kan det føles overvældende. Måske er der ting, du ikke længere kan som før.
Der kan være bekymring for, hvordan sygdommen vil udvikle sig.
Du kan opleve, at du mister kontrollen med dit liv. Sådan er der mange med kroniske sygdomme, som har det i begyndelsen.
Kan du stadig have et godt liv med multisygdom?
Livet med multisygdom kræver måske nogle forandringer i din hverdag.
Selv om der kan være begrænsninger, kan der stadig være ting, som giver glæde og livskvalitet. Måske bare på en anden måde end før.
Hvem har overblikket, når du går til flere læger?
Du har brug for behandling, der tager højde for dine forskellige diagnoser.
Det er vigtigt, at der er nogen, der har overblikket, når du går til flere læger eller behandlingssteder.
Den bedste medicin for den ene sygdom skal måske undgås, fordi du har en anden sygdom. Du kan altid bede din egen læge om at være tovholder.
Er det normalt at have tunge tanker om fremtiden?
Det tager ofte tid at finde sig til rette i en ny situation.
Hvis du får tunge tanker om fremtiden, skal du vide, at det er helt normalt.
Det kan hjælpe at fokusere på de ting, som stadig er vigtige og mulige for dig.
Hjælpemidler og praktisk hjælp, som passer til dig, kan give ro og mere energi i hverdagen.
Nogle mennesker med multisygdom oplever også, at de i virkeligheden har været temmelig bange længe.
Når de har en læge, som tager et ansvar for at koordinere behandling, og der kommer overblik, føles det som en stor lettelse.
Så bliver det nemmere at lave planer, som holder. Og man kan slippe en del af bekymringerne.
Du kan få mere at vide om multisygdom i de andre film her på Helbredsprofilen.
Opdateret onsdag den 22. jul. 2026
