Jeg har fyldt meget hos mine pårørende

Mest af alt snakker jeg med min mand og min mor. Mere begrænset med min mor, fordi hun er oppe i årene. Hvis der er noget, hun ikke skal gå i seng og være urolig over, så får hun det ikke at vide. Det er simpelthen for at beskytte hende.

Jeg har sagt til hende, at hvis der er noget, hun gerne vil vide, så skal hun spørge. Jeg kommer ikke bare og fortæller alting længere.

Forholdet til ens nærmeste pårørende kan godt komme på en prøve. Der kan opstå konflikter – både for den, der er syg, og for familien.

Det er en ekstra stor belastning, som rammer hele familien, og ikke alle tackler den lige godt.

Mit bud på, hvordan man kan komme videre, er, at man sætter sig ned og taler tingene igennem.

Jeg ved også, at pårørende gennem Kræftens Bekæmpelse kan få samtaler. Det vil jeg virkelig opfordre til. Når man bliver multisyg og har mange ting inde på livet, er det også svært for familien.

Vi behøver ikke tale om det hele over eftermiddagskaffen. Men man kunne godt tage en dag ud af kalenderen, lægge tingene på bordet og få sagt højt, hvad man hver især mener.

Det er en svær ting – en virkelig svær ting – med familie og sygdom.

Måske er det også derfor, jeg er nået dertil, hvor jeg nogle gange holder lidt mere igen. Jeg siger ikke så meget længere.

Jeg har følt, og føler nok stadig, at jeg har fyldt meget. Det har jeg ikke lyst til mere. Jeg bliver ked af det, når jeg tænker på det, fordi det har skabt nogle konflikter.