Valg af høreapparat
OBS: Filmen har undertekster, du slår dem til ved at klikke på den lille firkant mærket "cc" i afspilleren og aktivere danske undertekster.
Du kan ikke se videoer hvis du ikke har accepteret statistik cookies
Har du nedsat hørelse, kan du få et høreapparat af det offentlige
Vores mål er, at finde frem til den løsning, som passer til dig og dit høretab, så du får det bedst mulige udbytte af dine høreapparater.
I det offentlige kan du få flere forskellige høreapparater. Ud fra vores erfaring og viden, kan vi vejlede dig i, hvad der er bedst for dig.
Høretab er ligeså forskellige som fingeraftryk. Det, som er bedst for naboen er ikke nødvendigvis det bedste for dig.
For at sikre os, at du får den rette behandling, er der flere ting, vi ser på.
Høreapparaterne skal kunne dække dit høretab i de 4 år eller mere, hvor du har apparatet.
Proppen er en vigtig del af din behandling. Proppen afgør, om den mængde lyd, som sendes ind i øret, er kraftig nok. Vores mål er, at du skal kunne høre bedst muligt. Derfor vælger vi måske et større apparat og en større prop, end du havde forventet.
Ud fra dine ønsker og vores viden, vælger vi den bedst mulige behandling af netop dit høretab. Hvis du har en øresygdom eller lider af tinnitus, har det også betydning for valg af høreapparat. Dine fingres motorik og dit syn er også vigtigt, da du selv skal kunne håndtere og vedligeholde dine apparater, fx når du skifter batteri.
Sammen finder vi også ud af, om du har behov for ekstra hjælpemidler. Dette kan være en særlig funktion som fx en teleslynge eller en fjernbetjening.
Når du har fået dine nye høreapparater, har du mulighed for at returnere dem i op til 2 mdr. Dette kan være i særlige tilfælde, hvor behandlingen slet ikke fungerer for dig, fx hvis du ikke kan håndtere apparatet. Lang de fleste problemer løser vi ved at justere på lyden eller proppen.
Husk, at høreapparaterne er til låns og derfor skal afleveres igen, hvis ikke du bruger dem.
Husk også, at du skal være fri for ørevoks, når du kommer ind til undersøgelse. Det kan du se mere om i den video, som vi har lavet om ørevoks.
Vi glæder os til at hjælpe dig.
Kilder
Fagmedarbejder Dorthe Øxbeck Nielsen, Audiologiassistent
Opdateret mandag den 10. jul. 2023