Gå til indhold

Diabetes og kørekort

Der kan dog være nogle særlige regler du bør være opmærksom på. 

Du kan godt have kørekort og fortsat køre bil selvom du har diabetes.

Har du fået diabetes efter du fik kørekort, gælder der ikke nogen særlige regler og du har ikke pligt til at oplyse myndighederne om at du har diabetes. Du fortsætter altså bare med dit kørekort. 

Har du derimod diabetes når du skal til at tage dit kørekort, vil der gælde særlige regler for dig fremadrettet. 

 

Når du ansøger om et kørekort skal du aflevere en helbredsattest, hvor der vil stå at du har diabetes. Det betyder, at der vil gælde, det man kalder, en særlig varighedsbegrænsning for dit kørekort fra 1 og op til 5 år. 

 

Det er Styrelsen for patientsikkerhed der vurderer og anbefaler hvor ofte dit kørekort skal fornyes. 

Du fornyer dit kørekort hos Borgerservice med en lægeattest. Det koster ikke noget at forny sit kørekort med helbredsmæssige varighedsbegrænsninger, men du skal selv betale udgifterne til billede og lægeattest.

Når man bliver 70 år, vil der være nogen som aldrig har fornyet deres kørekort, fordi de fik diabetes efter de fik kørekort. Når man fornyer sit kørekort på det tidspunkt, er der ikke krav om helbredsattest og du vil få forlænget dit kørekort i 15 år ligesom andre uden diabetes. 

 

Har du derimod været vant til at forny dit kørekort op til hvert 5. år, vil der fortsat være et krav om varighedsbegrænsning på dit kørekort også når du bliver 70 år.

 

Du vil skulle fortsætte med at forny dit kørekort oftere end andre og med en lægeattest.

 

Stort kørekort og erhvervskørekort

Når vi taler om stort kørekort og erhvervskørekort, så gælder der også særlige regler, når du har diabetes. Der er flere begrænsninger for personer med diabetes i insulinbehandling. 

Kravene til førere af større motorkøretøjer er væsentligt større, fordi førere med erhvervskørekort til store køretøjer ofte tilbringer længere tid bag rattet, hvilket i sig selv øger risikoen for ulykker. 

Har du type 1-diabetes anbefales det ikke, at du får et erhvervskørekort til hverken lille eller stor bus og du må heller ikke køre udrykningskøretøjer. 

Du kan læse mere om reglerne på Styrelsen for patientsikkerheds hjemmeside samt i vejledningen om helbredskrav til kørekort.

 

Kilde

Filmene om diabetes er udviklet i et samarbejde mellem Region Sjælland og landets fem Steno Diabetes Centre og Diabetesforeningen.