Gå til indhold

Diabetes med på rejsen – hvad skal jeg huske?

Har du diabetes, kan du rejse og holde ferie, ligesom du har lyst til. Det kræver blot lidt planlægning.
Klik for at åben cookiepanel

Du kan ikke se videoer hvis du ikke har accepteret statistik cookies

Du kan rejse, som du har lyst

Overordnet handler det om, at du skal have styr på dine rejsedokumenter, forsikringer og din medicin.

 

Sygesikringskort og forsikringer

Skal du rejse inden for EU, skal du medbringe det gule sygesikringskort (sundhedskort) og det blå EU-sygesikringskort. Det gule sygesikringskort dækker kun som rejseforsikring, hvis du rejser i Danmark, Færøerne og Grønland.

Det blå EU-sygesikringskort dækker kun, hvis du rejser inden for EU, i Norge, Liechtenstein eller Schweiz. Det blå EU-sygesikringskort sikrer dig ret til samme behandling som borgeren i det land, du rejser i. Husk at du skal forny kortet i god tid, hvis det er udløbet. Du kan se på kortet, hvornår det udløber.

Skal du rejse uden for EU, anbefaler vi, at du tegner en privat rejseforsikring. 

 

Det er altid en god idé, at kontakte dit forsikringsselskab inden du skal rejse. Så ved du, at du er dækket, hvis uheldet skulle være ude. Har du fået ændret din behandling, kan det være nødvendigt med en forhåndsgodkendelse fra dit forsikringsselskab.

 

Lægeattest og klar til sikkerhedskontrol i lufthavnen

I lufthavnen, hvor du skal gennem sikkerhedskontrollen, kan du blive bedt om dokumentation for din sygdom og medicinske udstyr. Har du insulinpumpe eller sensor, bør du gøre personalet opmærksom på det.

Lægeerklæringen er din bedste dokumentation for, at du har diabetes, og dermed behov for din medbragte medicin. Hvis du går til kontrol i et diabetes-ambulatorium, kan du få din behandler til at stemple og underskrive lægeerklæringen gratis. Din praktiserende læge kan også underskrive en lægeerklæring, men her koster det som regel et gebyr. 

Det kan være en god idé at medbringe din lægeattest på engelsk. Så kan læger i udlandet nemmere sætte sig ind i din diabetes, hvis det skulle blive relevant. Du kan finde lægeattesten på Diabetesforeningens hjemmeside.

Som supplement kan du have kopi af din recept med. Derudover anbefaler vi, at du beholder medicinen i sin originale emballage, så du altid kan dokumentere, hvad det er.

 

Opbevaring af Insulin på rejsen

Insulin kan ikke tåle store udsving i temperaturen. Stærk kulde eller varme kan betyde, at insulinens virkning ændrer sig. Derfor er det vigtigt, at du opbevarer din insulin, så den er beskyttet mod temperaturudsving. Det kan for eksempel være i en køletaske. 

Hvis du er nysgerrig efter at vide præcis, hvor store temperaturudsving din insulin kan tåle, kan du læse det på indlægssedlen. Du kan købe velegnede køletasker på apoteket eller hos din leverandør af diabetesmedicin. Du bør altid have din insulin i din håndbagage under flyrejser.

Teststrimler, blodsukkerapperat og anden medicin tåler heller ikke temperaturudsving. Undgå derfor lastrum i fly, handskerum i biler eller en strandtaske som opbevaringssteder.

 

Når du skal pakke

Når du skal pakke til en rejse, anbefaler vi, at du altid medbringer ekstra insulin, strips og blodsukkerapparat. Husk altid at tjekke udløbsdatoen. Det er også en god idé at tale med din behandler, hvis du skal rejse over tidszoner.

Fordel tingene i to forskellige stykker håndbagage. På den måde har du stadig adgang til insulin, hvis en taske skulle blive væk. 

Bruger du pumpe og sensor, vil det altid være en god idé at medbringe en pen og blodsukkerapparat, hvis udstyret skulle svigte.

Skulle uheldet være ude og din insulin ikke virker som den skal, har du i EU mulighed for at købe insulin og efterfølgende få dansk tilskud til medicinen. Gem kvitteringer og søg via Lægemiddelstyrelsen når du kommer hjem.

Derudover har du altid mulighed for at kontakte SOS International for hjælp.

 

Kilde

Filmene om diabetes er udviklet i et samarbejde mellem Region Sjælland og landets fem Steno Diabetes Centre og Diabetesforeningen.