Gå til indhold

Mænd, seksualitet og diabetes

Når det drejer sig om seksualitet og sexliv er der flere forhold der spiller ind for at sexlivet fungerer og er berigende.
For det første hvordan kroppen fungerer, for det andet hvordan man har det med sig selv, og for det tredje hvordan parforholdet fungerer og hvordan man trives i sit liv.
Klik for at åben cookiepanel

Du kan ikke se videoer hvis du ikke har accepteret statistik cookies

I denne video vil jeg fortælle om, hvilke kropslige forandringer, der kan opstå, når man lever med diabetes, og hvordan de kan påvirke det seksuelle liv. Forandringer kan påvirke lysten til sex og medvirke til, at det seksuelle og intime liv kan aftage.

Det er naturligt, at evnen til at få rejsning aftager med alderen. Måske oplever du, at der slet ingen rejsning er, eller du kan få rejsning, men ikke holde rejsningen i ret lang tid.

For at få rejsning og holde rejsningen er det vigtigt, at der kommer tilstrækkeligt blod frem til svulmelegemerne i penis. Når man har diabetes, kan der opstå forsnævringer i blodkarrene og der kommer for lidt blod frem til svulmelegemerne.

Rejsningsproblemet kan også skyldes at nervebanerne ikke fungerer optimalt på grund af nervebetændelse, også kaldet neuropati. Nervebanerne påvirker nemlig blodkarrenes evne til at udvide sig, men hvis det ikke sker, kommer der mindre blod frem til svulmelegemerne i penis, og din evne til at få rejsning vil blive dårligere.

Rejsningsproblemer kan også hænge sammen med præstationsnervøsitet. Det kan du måske opleve ved sex med en ny partner eller hvis du ikke føler dig tryg ved din partner.

Hvis lysten til sex ikke er til stede, eller du ikke tænder på din partner og ikke føler dig seksuelt ophidset, kan det også give rejsningsproblemer.

Udløsning og orgasme

Du kan måske også opleve, at det er vanskeligt at få udløsning og orgasme. Det er naturligt, at der skal mere stimulering til med alderen for at opnå udløsning og orgasme.

Når man har diabetes, kan besvær med udløsning og orgasme skyldes nedsat funktion af nervebanerne på grund af nervebetændelse. Penis bliver derfor mindre følsom, og du oplever måske, at det kan tage længere tid inden udløsningen kommer og kræver mere stimulering end tidligere.

Det kan også være, det er umuligt for dig at få udløsning eller du oplever måske en tør udløsning, fordi sædvæsken løber op i blæren i stedet for ud gennem penis. Selv om du har en tør udløsning, kan du godt opleve orgasmefølelse.

Manglende udløsning og orgasme kan også hænge sammen med, at du har vanskeligt ved at slappe af og at give slip, når den nærmer sig eller du ikke føler dig tryg ved din partner.

Det er vigtigt, hvis du er sammen med en partner, at I snakker om og vejleder hinanden til, hvordan du bedst opnår udløsning og orgasme.

 

Kilde

Filmene om diabetes er udviklet i et samarbejde mellem Region Sjælland og landets fem Steno Diabetes Centre og Diabetesforeningen.