Hellere træning end operation
Du kan ikke se videoer hvis du ikke har accepteret statistik cookies
Bryder sig ikke om tanken om operation
Kirsten Møbius bryder sig ikke om tanken om operationer, og at der skal laves indgreb på hendes krop. Hun er dog klar over, at det alligevel kan blive konsekvensen en dag, hvis hun får så mange smerter, at der ikke er nogen vej udenom. Men så længe hun kan udskyde en operation ved at træne og bruge sig selv fysisk, så foretrækker hun det.
Vægttab hjælper også
For et år siden nåede hendes vægt et punkt, som hun ikke kunne acceptere. Derfor gik hun på slankekur og tabte 6 kg. Hun kunne tydeligt mærke vægttabet, synes hun. Hun sammenligner det med, at når hun løfter og flytter en sten på 5-6 kg. i haven, så gør det jo også mere ondt i hendes hofte og knæ. Og vægttabet svarer til stenens vægt. Derfor mener hun, at vægttab også er noget, man kan gøre for sig selv for at få det bedre.
Fastholder hus og have
Hun er meget glad for sit hus og sin have. Og hun ønsker ikke at bo andre steder. Hun mener, at hvis man er så stædig, som hun selv er - og fastholder at ville have hus og have i hendes alder, så må man enten selv kunne ordne det praktiske - eller betale sig fra det.
Vigtigt at gøre noget
Hun er glad for, at hun kom med i GLA:D træningsforløbet, for dermed følte hun også, at hun gjorde noget for sig selv. Og træningsforløbet har hjulpet hende meget. Hun mener derfor ikke, at man skal opgive det hele og tro, at man ikke kan bevæge sig. 'Det er bare med at komme i gang!, slutter hun.
Opdateret fredag den 26. maj 2023