Gå til indhold

Når du skal bedøves

Når du skal bedøves til indsættelsen af et kunstigt led, findes der 2 muligheder. Under begge bedøvelser bliver der holdt øje med dit hjerte, dit blodtryk og din vejrtrækning, og vi lægger et drop i hånden eller armen.
Klik for at åben cookiepanel

Du kan ikke se videoer hvis du ikke har accepteret statistik cookies

Rygbedøvelse

Den ene mulighed er en rygbedøvelse, og det er den foretrukne bedøvelsesform. 

Selve bedøvelsen bliver lagt i den nederste del af lænderyggen. På denne måde bliver nerverne som forsyner underkroppen bedøvet. Der forsvinder kulde- og smertesans, men ikke den dybe bevægelses sans. Det kan bedst sammenlignes med en lokalbedøvelse hos tandlægen, hvor man ikke kan mærke smerter, men mærke at der bliver rykket på een. 

Inden operationen går i gang, tester vi, om bedøvelsen virker tilstrækkeligt. Mange er bekymret for lydene på operationsstuen og om man kan se selve operationen. Der kommer en afdækning op foran brystkassen, så du ikke kan se operationsområdet. Der er mulighed for at lytte til musik under operationen, og du kan også få noget afslappende medicin, som gør at du kan døse gennem operationen.

Rygbedøvelsen er en skånsom og relativ bivirkningsfri bedøvelse, som for de fleste patienter vil være den foretrukne bedøvelse.

Fuld bedøvelse

Den anden mulighed for bedøvelse er fuld bedøvelse. Det foregår ved du får bedøvelsesmidler sprøjtet i det drop, du har i hånden eller armen. Herefter falder du i søvn og sover gennem operationen. Mens du sover hjælper narkosepersonalet med at styre din vejrtrækning, ved hjælp af et lille rør som føres ned i dine luftveje. Dette kan nogle gange medføre hæshed eller ømhed i halsen som forsvinder som en almindelig halsbetændelse i løbet af nogle dage.

Når operationen er overstået bliver du vækket på operationsstuen.

Efter begge slags bedøvelser bliver du kørt på opvågningsafdelingen, hvor du bliver til du er frisk og smertedækket nok til at komme tilbage til sengeafdelingen.