Symptomer på slidgigt i knæet
Væske i knæet, knæet føles varmt, knæet gør ondt, du kan ikke bevæge knæet, som du plejer.
Du kan ikke se videoer hvis du ikke har accepteret statistik cookies
Væske i knæet og varme i leddet
Nogle oplever at få væske i knæet, hvilket får knæet til at se hævet ud. Det skyldes irritation og betændelse. Samtidig vil betændelsen også få knæet til at føles varmt. Du kan tit tydeligt mærke forskellen, når du sammenligner med det modsatte knæ. Ofte vil du også have smerter i knæet.
Man ved ikke med sikkerhed, hvorfor slidgigten gør ondt. Det kan have flere årsager. Dels kan det være selve den ødelagte bruskoverflade, men det kan også være den efterfølgende irritation, der kan udløse smerter.
Smerter og muskelsmerter
Du vil ofte ubevidst forsøge at skåne den dårlige ledflade og dette kan føre til at muskler og sener omkring knæet bliver ømme. I mange tilfælde kan du opleve, at det gør ondt, når du har siddet et stykke tid og skal i gang med at bruge knæet igen. Når du så har gået lidt eller bevæget dig et stykke tid, lindres smerterne, men efter et stykke tid kommer de igen, måske endnu stærkere end de var i starten. Dette kalder man med et fagudryk for ”smerte-triade” på grund af de 3 faser: smerter - lindring - og smerter igen.
Svært at bøje benet
Da bruskoverfladen i knæet er ødelagt, glider knoglerne ikke så ubesværet mod hinanden, som når brusken er hel og fin. Stykker af brusk kan rive sig løs og sætte sig fast inde i leddet, så det ikke kan bevæges normalt. Samtidig vil mere væske i knæet gøre, at det bliver sværere at bevæge leddet. Du kan ikke strække benet helt ud og heller ikke bøje så meget som normalt.
Smerter og livskvalitet
Når du har ondt i knæet og ikke kan bevæge dig almindeligt omkring og heller ikke kan sove om natten for smerter, påvirker det naturligvis din livskvalitet. Det er frustrerende ikke at kunne gå ture og ikke at kunne sove om natten for smerter. Særligt slemt bliver det, når det heller ikke hjælper at tage almindeligt smertestillende.
Opdateret onsdag den 24. maj 2023