Gå til indhold

Hvis dine tanker holder dig vågen

Hvis du ikke kan falde i søvn, er det ofte dine tanker, der holder dig vågen. Der er flere ting, du kan gøre for at falde til ro.

Klik for at åben cookiepanel

Du kan ikke se videoer hvis du ikke har accepteret statistik cookies

Tankemylder

Måske har du tankemylder, når du ligger og skal sove, og kan ikke falde til ro? Eller måske er du bange for ikke at kunne falde i søvn eller vågne mange gange i løbet af natten? Alene din bekymring om det, er med til at holde dig vågen.

Negative følelser frembringer en stress-reaktion med øget puls, forhøjet blodtryk, muskelspændinger og øget hjerneaktivitet, som gør det fysisk vanskeligere at falde i søvn. Når vi er nervøse og bekymrede, er det hjernens naturlige reaktion at gøre os mere vågne og opmærksomme.

Metoder til at få tankerne i ro

Hvis du føler dig anspændt og dine tanker holder dig vågen, kan du benytte dig af afspænding. Det får dig både til at slappe af, samtidig med at du afledes fra de tanker, der holder dig vågen. Det kan for eksempel være:

  • Vejrtrækningsøvelser
  • Afspændingsøvelser
  • Mindfulness øvelser
  • Visualiseringsøvelser
  • Lytte til beroligende musik.
  • Lytte til en lydbog eller podcast, som ikke er for spændende.
  • Skriv en positiv dagbog, hvor du skriver om 3 positive ting, der er hændt dig i løbet af dagen. At tænke positive tanker, får dig til at slappe af.
  • Skriv en ”to-do-liste” over morgendagens gøremål. Så får du tømt hovedet for gøremål, du skal nå.

Find en metode eller øvelse, der virker for dig

Når det gælder øvelser, findes der mange forskellige former inden for hver kategori. Du kan finde dem i bøger, på nettet eller i apps. Du skal blot prøve dig frem, indtil du finder en øvelse, der virker for dig. Find gerne flere øvelser, så du kan skifte lidt imellem dem.

Afspændingsøvelser 

Afspænding kan du både bruge, inden du går i seng og når du ligger der – det afhænger af den konkrete øvelse, hvad den egner sig bedst til.

Søvnteknikker

Søvnteknikker kan også være en løsning. Det er teknikker, som udelukkende handler om at få dig til at tænke på noget andet end de tanker, som holder dig vågen.

Alle kender nok den gamle teknik med at tælle får der springer over et hegn – eller hvor man trækker tallet 7 fra 100, indtil man falder i søvn.

Der findes et hav af sådanne teknikker, som du kan finde på nettet. Og så må du prøve dig frem, indtil du finder en teknik, der virker godt for dig.

Vær opmærksom på dine søvnvaner

Hvis afspændingsøvelser og søvnteknikker ikke får dig til at falde i søvn, kan det være nødvendigt, at du ser på din hverdag generelt og er opmærksom på, om der er nogle vaner, du skal have ændret.

Se eventuelt også filmen ”Gør dig klar til at sove” eller andre film om søvn på Helbredsprofilen, der kan inspirere dig til at arbejde yderligere med dine søvnvaner.