Gør dig klar til at sove
Du kan ikke se videoer hvis du ikke har accepteret statistik cookies
Gør dig klar til at sove
En times tid inden du skal i seng, bør du gøre dig klar til at sove. Du kan enten gøre det ved at indføre et fast ritual inden sengetid – eller blot være opmærksom på ting, som du kan gøre for at falde til ro. Det handler i høj grad om at være opmærksom på ting, som du skal undgå, fordi de modarbejder den tilstand af ro, som du gerne vil opnå.
Indfør et soveritual
Et soveritual handler om at indføre nogle vaner, som du altid gør ved sengetid og som er med til at lære kroppen, at nu skal der snart soves. Det skal være ting, som ikke er for spændende eller kræver den store hjerneaktivitet.
Det kan for eksempel være:
- gå en tur
- at tage et bad
- sætte dig og nyde et glas vand eller urtete og lade roen sænke sig
- lægge en kabale
- lytte til noget musik, som får dig til at slappe af.
- læse i en bog, der giver dig ro.
- lav afspændingsøvelser eller mindfulness
- skriv en huskeliste over opgaver, som du skal huske. Det afstresser dig, at få dem skrevet ned.
- skriv tanker og bekymringer ned, så du kan lægge dem fra dig for en stund.
... eller gør noget helt andet. Det må blot ikke kræve for meget af dig, for nu er det tid til at slappe af.
Der er ting, du skal undgå før sengetid
De ting, som du skal undgå i timerne op til sengetid er:
- stimulanser som sukker, alkohol, koffein og rygning
- at se en spændingsfilm
- at spille computerspil
- at spise et stort måltid inden sengetid, for dit fordøjelsessystem har også brug for en nats ro. Hvis du drikker og spiser meget inden sengetid, risikerer du at skulle på toilettet i løbet af natten og får søvnen afbrudt. På den anden side er det heller ikke godt at gå hverken sulten eller tørstig seng. Så det handler om at finde en balance.
Gå ikke i seng, før du er træt
Husk også, at det generelt ikke er nogen god idé at gå i seng, før du er træt. Du kan ikke tvinge dig selv til at falde i søvn. Hvis du skal anstrenge dig for at falde i søvn, kan det være med til at holde dig vågen!
Udnyt en bølge af træthed
Vær i stedet opmærksom på, hvornår du oplever en bølge af træthed. Udnyt det og gå i seng netop der! Hvis du ignorerer søvnigheden, kan du risikere at kvikke op og have svært ved at falde i søvn senere.
Opdateret mandag den 12. jun. 2023