Alder og søvn
Du kan ikke se videoer hvis du ikke har accepteret statistik cookies
Søvnbehovet ændrer sig med alderen
Jo ældre du bliver, desto mindre søvn har du brug for. Man ved ikke hvorfor, men en af teorierne er, at hormonbalancen i kroppen ændrer sig med alderen. Når du er ung, er det helt normalt at sove 8-9 timer hver nat. Det bliver sværere, når du kommer op i alderen. Dels sover du ikke lige så længe som før og dels bliver søvnen lettere.
Selv om du sover mindre om natten, kan du dog godt føle dig veludhvilet dagen efter.
Normalt med mange opvågninger
Det typiske problem hos ældre er, at søvnen forstyrres af mange opvågninger, og det opleves som et stort problem hos mange.
De mange opvågninger skyldes ikke alene, at du sover lettere, men kan også skyldes andre ting, som at du har behov for at komme på toilettet, urolige ben eller noget andet.
Sygdomme som depression, angst, stress, stofskifteforstyrrelse, bivirkninger ved medicin eller smerter kan også være en forklaring.
Søvnbesvær kan fylde meget
Søvnbesvær er ikke en sygdom i sig selv, men skal i stedet opfattes som et symptom. Og man bliver nødt til at finde årsagen for at kunne give den bedste behandling.
Søvnproblemer kan fylde meget i hverdagen. Registrerer man søvnen hos personer med kronisk søvnbesvær, sover de dog ofte mere og længere, end de selv opfatter. Det kan derfor være en god idé at føre en søvndagbog for at få et realistisk billede af ens søvn.
Vær opmærksom på om dit søvnbesvær skyldes andet end alder
Du kan ikke forvente at sove lige så længe og godt, som du gjorde engang. Nogle gange handler det altså om at få justeret sine forventninger til søvnens længde og kvalitet.
På den anden side skal du ikke slå dig til tåls med søvnbesvær, fordi du er blevet ældre. Det er vigtigt at få afgjort, om dine søvnproblemer skyldes alderen – eller der er en anden forklaring.
Hvis din læge har afgjort, at dine søvnproblemer ikke skyldes sygdom, kan du prøve at følge nogle af de øvrige forslag til, hvordan man kan arbejde med sine søvnvaner i filmene om søvn her på Helbredsprofilen. Måske er der nogle af metoderne, der kan hjælpe dig?
Opdateret mandag den 12. jun. 2023