At leve med en ICD-enhed

Jens Brock Johansen, overlæge

I filmen her fortæller overlæge Jens Brock Johansen om hverdagens muligheder, når man har en IDC-enhed.

 

Du kan være fysisk aktiv

Jens fortæller, at du bør kunne leve, som du gjorde før. Du kan sagtens være fysisk aktiv med en ICD-enhed. Den lægger ikke begrænsninger på, hvad du kan og må. Den hjertesygdom du har, kan lægge nogle begrænsninger, men ICD-enheden lægger i sig selv ingen begrænsninger.

Den første tid efter, at du har fået indoperet enheden kan du mærke den, og der vil være nogle hensyn, som du skal tage. Men bortset fra det bør du kunne leve fuldstændig, som du har gjort før. Nogle er bange for, at en ICD-enhed begynder at være aktiv, eventuelt give stød, når de er fysisk aktive. Men der skal en meget hurtig hjerterytme til for, at ICD-enheden bliver aktiv. Så du skal generelt ikke være bange for at være fysisk aktiv.

Indstilling af ICD-enheden

Hvis du er nervøs for, om der kan ske noget, så kan du tale med dit hjerteambulatorie om, hvordan ICD-enheden er indstillet. Den indstilles efter operationen og kan løbende justeres i ICD ambulatoriet, så den er skræddersyet til dine hjerterytmer.

Hvis ICD-enheden giver stød

Hvis du får et stød, så er det i langt de fleste tilfælde behandling af faretruende hurtig hjerterytme. Hvis du har det godt lige umiddelbart efter – og det er første gang du oplever at få et stød, så skal du ringe ind til ambulatoriet. Og det kan være en god idé at få ICD-enheden kontrolleret dagen efter. Hvis du får mange stød – eller flere stød lige efter hinanden, så skal du skynde dig at komme på hospitalet (dvs. ringe 112).

Nogle oplever det at få stød som meget ubehageligt, og andre siger, at det bare er en kort rystelse. Men generelt kan det godt gøre ondt at få et stød.

Psykiske virkninger efter en ICD-operation

Det er ikke usædvanligt, at du efter en ICD-operation har det skidt psykisk. Du har måske oplevet at være indlagt på hospitalet gennem længere tid og kan måske lige pludselig blive utryg, når du kommer hjem.

Nogle kan være bange for, om ICD-enheden er aktiv og andre bliver måske hæmmet af ICD-enheden i forhold til det, de tør gøre. Hvis man oplever psykiske problemer, er det vigtigt at få snakket om det. Det kan du for eksempel gøre via Hjerteforeningens ICD-club eller Hjerteforeningens rådgivning Hjertelinjen på 70250000 . Du kan også blive henvist til en psykolog via din egen læge. 

 

Værktøjer til at støtte dig

Brug værktøjer og træning tilpasset dig. Det kan styrke og berolige dig i livet med din sygdom. Du logger på og gemmer oplysninger med NemID.

Gå til mine værktøjer

Grafer, link til værktøjer

Få grafisk overblik over din udvikling, print grafen ud og tag den med til lægen.